Angst og æbler

3010

AA
aa

1. Angst og æbler

Jeg stod ved æblerne og skulle vælge mellem de røde og de grønne. Knugende holdte jeg fast i den gennemsigtige plastikpose, mens øjnene vandrede fra højre til venstre.

Rød. Grøn. Rød. Grøn. 

“Undskyld?” 

Jeg blev næsten forskrækket ved lyden af stemmen. Ved min side stod en ældre dame og kiggede venligt på mig. Hun havde også en plastikpose i hånden. I hendes lå allerede 2 pærer, en fersken og 3 bananer.

Først stod vi bare og kiggede på hinanden.

“Jeg skal bare lige have nogle æbler,” sagde hun så, og pegede på kurven med de grønne og røde frugter foran mig. 

Først da gik det op for mig, at jeg stod i vejen.

“Årh, undskyld,” fik jeg endeligt fremstammet, mens jeg rykkede mig et par centimeter længere til venstre. 

Hun smilte og tog tre æbler ned i sin pose, som hun lagde i sin endnu tomme indkøbsvogn. 

“Kors hvor er du dum,” tænkte jeg for mig selv. 

Jeg turde ikke stille mig tilbage foran æblerne, for jeg var bange for, at min ubeslutsomhed igen ville være til gene for nogle andre, og det var nok det sidste, jeg ønskede.

I stedet gik jeg om til bananerne. De var trods alt alle sammen ens, bortset fra den svage grønne farve på de umodne, og de brune pletter på de ældste af dem.

Straks steg panikken op i mig igen. Moden. Umoden. Moden. Umoden.

Jeg blev en smule svimmel og droppede frugterne. Plastikposen puttede jeg i lommen. Den var alligevel også krøllet helt sammen.

Langsomt gik jeg over til køleskabene med mælk. Jeg havde glemt, hvor mange forskellige slags, der egentligt var. Sødmælk. Letmælk. Skummetmælk. Minimælk. Økologisk. Laktosefri.

Jeg trådte skræmt et skridt bagud, og stødte ind i en mand på min fars alder.

“Årh, undskyld,” sagde jeg stille. 

Han nikkede bare til mig med et skævt smil og gik videre.

“Kors hvor er du dum,” sagde jeg til mig selv. 

Jeg skyndte mig væk fra mælken, og stod nu midt på gulvet i supermarkedet. Rastløsheden ramte mig, som når man løber panden mod muren, og jeg fik pludseligt ondt i hovedet. 

Hvad skulle jeg købe? Jeg kiggede på mit ur. 20 minutter var der gået. Sveden begyndte at samle sig under min sorte strikhue, men hænderne kom jeg i lommen, for de var så kolde.

Det irriterede mig, at jeg ikke havde taget en vare endnu.

Jeg hankede op i mig selv, gik tilbage til æblerne, og hev posen op af lommen. Jeg besluttede at tage et grønt æble og to røde.

Da jeg tog det første æble, tabte jeg det på gulvet, og det trillede hen under en mor og hendes lille søns indkøbsvogn. Jeg skyndte mig derhen, hvor moren allerede havde samlet æblet op. Hun rakte det til mig.

“Årh, undskyld,” sagde jeg og tog imod æblet.

Jeg lagde det hurtigt ned i posen, og gik med raske skridt mod udgangen. Tankerne kørte rundt i mit hovede, mens jeg febrilsk ledte efter pengene i min ene jakkelomme.

“Kors hvor er du dum,” sagde stemmen i hovedet.

Jeg skyndte mig at betale for æblet og løb ud af butikken. Da jeg kiggede på uret igen, var der gået yderligere 10 minutter, og jeg blev vred på mig selv.

“Kors hvor er du dum,” sagde jeg.

“Årh, undskyld,” lød svaret inde i hovedet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...