Home Before Christmas

38000
Lauren er en engel som arbejder på et hospital i engleverdenen, men en fejl sender hende ned på jorden for at få hende til at rode bod på den fejl og hjælpe en fra hendes tidligere liv der har brug for det. Hun havde bare ikke lige regnet med at skulle hjælpe ham. Hendes ex, Jack.


AA
aa

19. 17. dec. Den skide djævel

17. dec.

Da jeg vågner op i sengen i dag, er jeg skræmt. Jeg ved ikke hvordan jeg skal få Jack tilbage i hans egen krop og Max tilbage til underverdenen. Max har været virkelig forstående og åben overfor mig de sidste par dage, selvom vi kom ind på hinanden lidt skævt. Men i det fact at jeg før har svigtet ham og han så stadig stoler nok på mig til at fortælle mig sin dødshistorie. Det skræmmer mig. Hvilken måde han har at tilgive på. Det kan godt være at han ikke ved noget om hans grund til at komme til underverdenen, men at han kan tilgive så nemt. Det er noget af det der skræmmer mig mest. For hvad ville han så gøre når han finder ud af sandheden?

 

                      -”Lauren!” Jeg vågner ordentligt og sætter mig ordentligt op i sengen. -”Lauren, jeg har lavet morgenmad, skynd dig hvis du ville nå at få et stykke toast!” Jeg kan høre en sætte sig ned på en stol.

                      -”Jaja.” Siger jeg lidt for lavt og rejser mig fra sengen. Jeg har stadig nattøj på men jeg tror ikke at det ville irritere ham at se mig i min undertrøje og et par pyjamasbukser. Så blufærdig er han altså heller ikke.

Jeg åbner døren og går ud af den, imens jeg tager mig til hovedet da det snurre lidt rundt efter jeg nok kom lidt for hurtigt ud af sengen. Jeg sætter mig ned på den stol som jeg altid plejer at sidde på. Lige overfor Jack. Og så kigger jeg op på ham. I et øjeblik havde jeg helt glemt at det er Max der sidder der og ikke Jack ham selv. Jeg havde nær sprunget i hans arme og bare kysset ham, vær glad over at han var kommet hjem.

Jeg tager et kort kig på den lækre morgenmad som Max har været så sød at tilberede, men jeg har bare ikke lyst til noget af det.

                      -”Her værsgo, spis noget søde.” Han smiler til mig og rækker mig et stykke toast med smør på, samt et glas vand. Jeg tager imod det men lader det bare stå.

                      -”Hør, efter den aften vi havde os i går, ville jeg råde dig til at spise og drikke vandet.” Han kigger på mig med et blik som jeg ikke har lyst til at modsige, så jeg gør som han siger. Selvom jeg næsten ikke kan få noget af det ned, presser jeg alligevel mig selv til at spise alt til sidst. -”Se, det var ikke så slemt, vel?” Og han giver mig et kækt smil.

                      -”Nej, men hvad skete der lige i går, efter ja, at vi gik på den bar?”

                      -”Lad os bare sige at du var for syg, baby, du styrede for vildt!” Han lyder helt glad og jeg kigger bare på ham helt forvirret og uvidende.

                      -”Styrede for vildt? Hvad i helvede mener du med det?” Jeg kigger på ham men han sidder bare helt stille. Han stirre mærkeligt på mig med store øjne. Og så skriger han. Som om nogen lige har sat ild til ham og hans sjæl. Han tager sine hænde op på brystet og falder ned på gulvet. Jeg rejser mig fra min stol og løber over til ham. Han skriger stadig og opdager slet ikke at jeg er løbet over til ham.

                      -”Få det til at stoppe!” Skriger han og jeg rusker i ham. -”Vær sød at få det til at stoppe!” Han begynder at få en pibende stemmer og jeg kan se en tåre presse sig ud af det ene øje. Han vender og drejer sig på gulvet, men jeg tager begge mine hænder rundt om hans ansigt i et fast greb og stirre ham ind i øjnene. Derefter tørre jeg den tåre væk, men han skriger stadig.

                      -”Hvad sker der Max?” Jeg panikker, for jeg har ingen anelse om hvad der sker lige nu. Og hvad der er skyld i det. Jeg bliver oprigtigt bange, for selvom vi ikke altid har været lige gode venner, skal der ikke ske ham noget. Det kan jeg ikke bære, ikke når jeg ved hvor meget han betyder for Jack og hvad han betyder for mig.

Han løsner hænderne fra brystet og holder op med at vride sig på gulvet. Han ligger bare og stirre op i loftet med våde øjne, imens han hiver efter vejret. -”Endelig stoppede det.” Og han smiler, hvilket jeg ikke helt forstår, da han jo næsten var ved at dø.

                      -”Hvad mener du Max?” Jeg kigger forvirret på ham, -”Hvad skete der lige?” Og jeg rejser mig for at hjælpe ham op fra gulvet. Jeg går med det samme ud i køkkenet for at hente et glad vand og et viskestykke til ham og hans svedige ansigt.

                      -”Det var der hvor du sagde underverdenen på den menneskelige måde, der starter med ’H.’ Herren blev ikke så glad for det.” Han tager sig til brystet igen og kniber øjnene sammen. -”Det må du undskylde Herre.” Og han fjerner hånden derfra igen. -”Det er et skældsord nede i underverdenen og os der kommer dernede fra, har svoret aldrig at sige det, men når du siger det i en samtale med mig, er det det samme som hvis jeg sagde det.” Jeg kigger væk og tørre en tåre væk fra mit ene øje. Jeg bliver ikke nemt følelsesladet på nogen måde, men at jeg er grunden til at denne glade og vidunderlige mand lever et sådan grusomt sted. Det er bare ikke til at begribe.

                      -”Ha ha…” Griner jeg lidt nervøst, jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. Jeg er så tæt på at sige sandheden til ham. Det er den eneste udvej. -”Hør jeg har en tilståelse og jeg ved du ikke bliver så glad for den.” Jeg klør mig bag venstre øre og kigger den anden vej. Mit blik fanges af et billede jeg ikke har lagt mærke til før hænge på væggen.

En mellem høj dreng, der holder en lidt bredskuldret mand i hånden, ude foran en forlystelse der hedder ”Mobile Flowers.” De smiler begge et af de smil man altid smiler på billeder. Opstillede smil, som forældre altid ville have så de kan se tilbage på dem og begynder at smile. Dem der giver mig kvalme.

                      -”Ja det er Jack og hans far.” Siger han og jeg kommer ud af mine tanker. Jeg vender mit ansigt over imod hans igen og sætter mig ordentligt op i stolen.

                      -”Undskyld mig?”

                      -”Ja det er Jack og hans far Timothy. Det var på en sommerferie for et stykke tid siden, nok engang i slutningen af halvfemserne, starten af nullerne. De var vist taget til en lille by lige udenfor London. Lille Jack havde glædet sig så meget til den tur. Jeg kan huske han havde pakket sådan en lille rejsekuffert med hans ynglings tegneserie. Jeg tror den hedder ”Archie Comics.” Han var stolt af den. Den indeholdt ikke noget specielt. Det var en god tid.”

                      -”Det lyder som om at han havde en god barndom.” Jeg kan ikke lade vær med a smile. Det er så dejligt at høre om ham og hans barndom og hans forældre, selvom det ikke kommer fra ham selv. -”Jeg ville ønske han ville have præsenteret mig for dem en dag, men jeg gætter på at jeg aldrig var så speciel alligevel.” Og jeg kigger ned i jorden.

                      -”Hvornår startede i med at date?”

                      -”I 2017” Siger jeg, -”Mener jeg nok, ja det var der, hvorfor?”

                      -”Det var ikke fordi du ikke var speciel eller noget, men det ville have været umuligt for ham at præsentere dig.”

                      -”Hvad mener du?” Nu bliver jeg mere interesseret. -”Umuligt, intet er umuligt, han skal bare lette hans røv og gøre det. Livet venter ikke bare på ham.”

                      -”Nej og det fandt han da også ud af på den værst tænkelige måde.” Han begynder at samle tallerknerne. -”En dag hvor han kom gående sammen med sine venner så han to politiofficerer stå udenfor hans dør. Han gik hurtigt op og spurgte dem hvad der foregik. De spurgte ham om han var den Jack som jeg havde fortalt om, og det svarede han så ja til. Hans mor var røget på hospitalet under en køretur hjem fra arbejde. Hun havde kørt galt fordi hun havde fået et hjerteanfald. Hun døde på stedet. Han mistede sin mor i en alder af 14-15 år.” Han begynder at tage alt ud i køkkenet, -”og det hele kommer som en kæmpe overraskelse da hun ikke havde haft problemer med det før.”

                      -”Ej virkelig, det er jo forfærdeligt!” Jeg rejser mig og begynder at hjælpe ham. -”Men det forklare stadig ikke hvorfor jeg aldrig har mødt hans far?”

                      -”Hans far døde seks måneder efter. Lægerne brugte udtrykket ’et knust hjerte.’ Han var ikke sig selv de måneder efter Kimberly døde, det var hans mors navn. Han spiste ikke ordentligt og tog sig ikke godt af Jack, derfor var det godt da han tog afsted på collage, det brugte han de fleste af sine opsparingspenge på. Men han var kun lige taget afsted da han fandt sin fordrukne far død i sengen.” Han holdt en pause. -”Siden da har han taget sig af mig, det var det eneste han kunne gøre, jeg var den eneste han havde tilbage. Så da jeg stadig var i mit sygdomsforløb, gjorde han alt hvad han kunne for at hjælpe. Han arbejdede ekstra for at kunne betale for det ekstra medicin jeg havde brug for, han ofrede hele sit ungdomsliv på mig.”

                      -” Det lyder tragisk, han har aldrig fortalt mig om dig. Ikke før jeg landede her, men der kendte jeg dig lidt allerede.” Nu er det min tur. Han har allerede afsløret en del som jeg ikke vidste om Jack, en kæmpe hemmelighed som jeg egentlig godt forstår hvorfor han skjulte for mig. Og nu er det mig.

                      -”Hvad mener du med det?” Han stopper med det han har gang i og kigger underligt på mig, og lige i det øjeblik overvejer jeg ikke at sige det alligevel.

                      -”Jo ser du, det handler lidt om dig, noget som både Jack og dig ville blive sure over hvis i fandt ud af…”

                      -”Både ham og jeg, altså nu er vi to meget forskellige personer, så det ved jeg nu ikke rigtigt, men okay, hvad er det?” Han stiller jeg med krydsede arme og jeg bliver en lille smule bange for at fortælle det til ham.

                      -”Okay, men så må du love ikke at fortælle det til ham, jeg ville selv.”

                      -”Okay, nå fortæl, nu er jeg lidt spændt på at høre, hvad du har at sige”

                      -”Da du døde her på jorden, døde du af en sygdom som de ikke kunne identificere, ikke sandt?”

                      -”Jo, hvorfor?”

                      -”Da du døde, skulle du ind på hospitalet i engleverdenen, som alle nye engle, det ved jeg fordi jeg selv har arbejdet der. Da du sagde i bilen i går at du synes du har set mig før og jeg sagde at det umuligt kunne lade sig gøres, løj jeg. Vi har set hinanden.”

                      -”Hvad mener du?”

                      -”Hør Max.” Jeg stopper for nu kommer det, nu kommer det som jeg er startet på og som jeg ikke har kunnet fortælle Jack. Nu kommer det hele ud til hans fætter som jeg kun har kendt i få dage. -”Jeg var din læge. Det var mig der skulle undersøge dig og få dig ind i engleverdenen.”

                      -”Men det må ikke have lykkedes siden jeg er i den helt modsatte ende?”

                      -”Du havde ført den besynderlige sygdom med dig og vi havde stadig ingen helbredende medicin til dig og før jeg kunne nå at finde en løsning, ja der døde du. Så jeg er grunden til at du er nede i underverdenen.” Jeg krydser alt jeg har på hele kroppen for at han ikke ville blive sur. Han står egentlig mest stille og bare nikker med hovedet. -”Det er derfor jeg er her på jorden.” Slutter jeg af.

                      -”Hvad skal det betyde?”

                      -”At miste en engle er en af de vigtigste regler man kan bryde, så jeg kom herned for at skulle hjælpe en fra mit tidligere liv, til en bedre jul. De valgte så Jack for mig. Jeg vidste slet ikke at i var i familie, jeg kendte dig ikke som sådan. Du var bare en patient som jeg mistede og virkelig var knust over at miste.”

                      -”Så du er grunden til at jeg er hvor jeg er?”

                      -”Det kan man vel godt sige.”

                      -”Okay, det er noget af en afsløring og noget af et åbent sår man bare åbner mere.” Han rømmer sig. -”Men du skal vide at jeg ikke er sur på dig på nogen måde. Min sygdom er uhelbredelig det må jeg indforstå mig med. Men det er ikke din skyld du gjorde hvad du kunne, og du burde ikke være bange for at fortælle det til Jack, hvis han bare er halv så god som du siger og jeg ved han er det, ville han forstå dit valg af at holde det hemmeligt. Jeg ved hvordan det er at miste en man elsker og det er ikke rart. Jeg kendte aldrig min far og min mor var ret fraværende. Hun var der de første par år, men da jeg blev 15 år, forsvandt hun. Hun kom en dag bare ikke hjem fra arbejde. Så jeg ved hvordan det følelse ikke at have nogen, det er derfor jeg har haft det nemt med at være der for Jack tidligere. Han er godt opdraget. Ansvarlig og en der respektere dig. Du skal bare lukke ham ind.” Han stopper med at snakke og jeg har intet at sige til det. Vi stirre egentlig bare ind i hinandens øjne lidt, indtil at jeg rejser mig og går over og krammer ham. Først er han lidt stiv, men løsner sig mere op. Jeg smiler og græder ind i hans bryst på samme tid. Jeg kan ikke forestille mig at gå igennem det her øjeblik med andre end ham.

Han slipper mig før end jeg havde troet og jeg står, som den lille person jeg nu er og kigger op på ham. Han smiler til mig og denne her gang kan jeg også se det i hans øjne. De øjne som også minder mig om Jacks så meget. Vi bliver vist begge fanget i en trance af hinandens øjne. Og der. Han rykker sit ansigt tættere på mit og pludselig alt jeg kan se er ham, i egen person. Selvom jeg aldrig har set ham i live før, udover i engelverdenen, som jeg næsten ikke kan huske, kan jeg se igennem Jacks overflødige og lækre krop, ind til kødet hvor Max lever. Og lige inden vores læber mødes og jeg ved det er så forkert siger jeg.

                      -”Jeg underskylder men det er forkert.” Igen en irriterende stirren ind i hinandens øjne. En dødsstirren, der kun kan brydes af en person. Fanden ham selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...