Home Before Christmas

38000
Lauren er en engel som arbejder på et hospital i engleverdenen, men en fejl sender hende ned på jorden for at få hende til at rode bod på den fejl og hjælpe en fra hendes tidligere liv der har brug for det. Hun havde bare ikke lige regnet med at skulle hjælpe ham. Hendes ex, Jack.


AA
aa

21. 19. dec. Mellemverdenen

19. dec.

-”Hvad ville du så leve i dag.” Spørger Max imens han sidder og har hele gabet fyldt med morgenmaden. Jeg sidder og tænker og ved ikke helt hvad jeg skal svare. Jeg tygger derefter lidt videre i min mad for at få lidt ekstra tid at tænke.

                      -”Jeg tænker vi skal finde en måde at få Jack tilbage på og jeg har den helt rigtige, men jeg skal bruge din hjælp, så det er nok det vi skal bruge dagen på.” Siger jeg og smiler til ham imens jeg tørre brødkrummer af læberne.

                      -”Jamen så er det det vi skal.” Han rejser sig med det samme og begynder at rydde morgenmaden væk fra bordet. Jeg rejser mig så også og ville hjælpe ham. Så imens vi rydder op snakker vi faktisk overhovedet ikke og det har jeg det egentlig fint med, da jeg lige skal finde en måde at fortælle ham hvad der skal ske, da han nok ikke lige frem ville blive tilfreds på den måde det skal forgå på.

                      -”Så er vi færdige, skal vi komme videre, så jeg endelig kan komme tilbage til mit gamle liv og du kan få din sweetheart tilbage, som du så gerne ville?”

                      -”Jo det kan vi vel godt.” Siger jeg og signalerer til at han skal sætte sig i sofaen sammen med mig. Det gør han så og vi sidder i øjenkontakt.

                      -”Okay, hvad skal der så ske?” Han lyder glad og helt hype, men han aner ikke hvilken smerte der er ham i vente. Jeg siger intet men tager bare hans hånd.

Vi stirre stadig ind i hinandens øjne og det passer helt perfekt. Sidst jeg prøvede det her var et stykke tid siden da jeg prøvede at kontakte Mrs. Erica, vedrørende Max, men nu ville jeg prøve direkte at kontakte overhovedet i underverdenen. Og det gør jeg ved at udtale djævel, ild, mørke, sten og jord på latin inde i mit hoved igen og igen. Imens beder jeg ham om at lukke øjnene og tænke på det sted han helst ville være. Og pludselig står vi på gulvet igen. Det gulv som jeg mødte Mrs. Erica på sidste gang vi så hinanden. Der er ekstremt varmt. En konstant tåge så man næsten ikke kan se noget og en konstant vind, så ens øjne løber i vand.

                      -”Hvem er du og hvorfor har du kaldt på mig!?” Råber en høj mand i et slidt gråt jakkesæt. Han holder en halvbevidstløs mand i kraven på hans tøj. Manden hænger næsten som en dukke i luften.

                      -”Jeg ville give dig din originale sjæl tilbage til hans egen krop, og i stedet giver du mig sjælen i hans  krop sjæl tilbage til hans…” Jeg stopper og begynder at få det ufattelig dårligt. Jeg begynder at få en ubehagelig hoste og da jeg hoster, hoster jeg blod op. Det lander nede på gulvet og forsvinder. Jeg kigger på mine hænder som er smurt helt ind i blodet.

Manden han holder løfter hovedet og jeg ser at det er Jack der hænger som en dukke. Han spærre øjnene op og prøver at vride sig fri, det virker ikke.

                      -”Okay, okay, jeg ved godt hvad du ville sige, og du skal nok få ham tilbage, men jeg har lige en ting at spørge dig om.” Han kigger på mig med et smørret smil og jeg kan ikke gøre andet end at nikke. -”Du ser lidt svækket ud. Hvad laver sådan en fin engel som dig, her i mellem verdenen, imellem over og underverdenen?”

                      -”Det behøver du ikke at vide? Det er totalt irrelevant for situationen. Så nu giver du mig den sjæl jeg er er ude efter tilbage.” Jeg kigger på ham og giver ham min død stirre, men han ser ikke ud til at trække en mine.

                      -”Okay, okay, ikke gøre en engel sur, du skal nok få din sjæl og jeg ved jeg nok skal få min, jeg ville bare have det lidt sjovt først.” Han blinker til mig.

                      -”Hvad skal det dog betyde?” Jeg lyder nok lidt forfærdet, nok også fordi jeg er det, da jeg ikke har nogen ide om hvad det skal mene, men når det kommer fra ham, kan det aldrig betyder noget godt på nogen måde.

                      -”Hvis du ikke gør som jeg siger, skridt for skridt, ville der ske større konsekvenser end hvis du ikke gør, er det forstået?”

                      -”Ja, gætter jeg på.”

Han smider Jack hen af gulvet, og det er ikke et lille puf, det er som om han tager tilløb til at gøre det. Jack lander med et større brag end ment på gulvet. -”Nu går du over til ham og giver ham tre spark lige ind på hans ribben.”

Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Et åbenlyst svar ville være nej, men jeg aner ikke hvad konsekvensen ville være hvis jeg ikke gør det. -”Det gør jeg altså ikke. Lige meget hvad, så kom med det, jeg kan klare det. Jeg kommer aldrig til at såre ham.”

Jeg løber over til ham på gulvet og han kigger på mig og hvisker: ”Ik leg med skæbnen, som vi har snakket om, den er der af en grund. Så bare gør det. Jeg ville blive okay.”

Han hviskede det nok ret lavt, men ikke lavt nok, for overhovedet, begynder at grine. -”Nej, hvor var det sødt og rørende, jeg fik næsten en opkastfornemmelse. Men jeg er ked af det, hun har allerede taget hendes beslutning. Og den må DU leve med.” Han blinker endnu engang til mig og jeg har ingen ide om hvorfor han lægger tryk på DU. -”Og nu kan jeg se at du ser en smule overrasket ud, men jeg sagde aldrig at konsekvenserne ville gå udover dig, gjorde jeg?” Og der går det op for mig. Jeg har lige bragt Jack i fare.

Han knipser en gang og det ene knips udløser den største flænge på Jacks hals. Og ikke kun på Max’ hals, men også på Jacks virkelige hals. De skriger begge op og jeg kan se at Max’ krop lige så stille giver op.

                      -”Er du klar på at lege videre?”

                      -”Kan du ikke bare giver mig ham tilbage, jeg synes vi har leget længe nok nu?” Jeg puffer Jacks krop ned på gulvet så han ligge ved siden af Max’, forskellen er bare at Jacks sjæl inden i Max’ krop ikke registrere noget, da han er lige ved at opgive livet i underverdenen.

Djævlen som jeg har valgt at kalde ham er gået over imod de to næsten livløse kroppe og han siger et eller andet der får kroppene til at løfter sig fra jorden. Imens får jeg en mærkelig følelse i kroppen. Pludselig ud af det blå knækker mine ben. Jeg falder ned på mine knæ og støtter med mine hænder, før jeg endnu en gang kaster blod op. Jeg græder imens og jeg kan se ud af mine våde øjne at djævlen står og smågriner af mig imens.

                      -”Plizzz, ik gør dem ondt, ik gør dem ondt på grund af noget jeg gjorde eller sagde.” Jeg græder for jeg kan kun forestille mig hvad for et helvede de gør igennem.

Det næste jeg ser kan ikke beskrives. Han gør et eller andet, så noget guld støv af en art, kommer ud af begges kroppe og byttes rundt. Efter det, lander de begge på jorden og nu er det Jack, i egen person som rejser sig op og ser frisk ud. Nu ser han så hans egen fætter lægge på jorden, halvdød og ødelagt som han troede var oppe i himlen. Det her havde jeg nok ikke tænkt helt igennem.

Men mere når vi ikke at se, før vi bliver transporteret tilbage til lejligheden. I lejligheden ser jeg næsten ingenting. Det er som om min smerte er blevet forstærket fire gange. Jack sidder bare helt stille i sofaen, som om han altid har været der og ikke lige har været i mellem verdenen i mellem under og oververdenen. Ligesom sidste gang jeg opsøgte mellem verdenen besvimer jeg og jeg kan stadig ikke mærke mine ben.

 

-”Lauren!” Råber Jack og jeg vågner lige så forsigtigt. Det er helt sikkert ham, Max ville aldrig have råbt sådan af mig efter at jeg lige har lagt i et slags falsk koma.

Jeg kigger på ham og jeg smiler. Et smil får jeg i hvert fald ikke tilbage og jeg aner ikke hvad der sker. Han plejer altid at give mig et smil og jeg har lige hjulpet ham tilbage fra underverdenen, et smil har jeg da fortjent. Eller det er selvfølgelig bare min mening. Jeg har lyst til at starte en samtale med ham, men han ser ikke lige ud til det var hans første ide.

Og da jeg lige var klar til at sige noget til ham. Er han væk. Igen. Jeg havde lige reddet ham. Lige fået ham tilbage. Og endnu en gang er han væk. Men denne her gang håber jeg bare at jeg får ham tilbage og at han ville give mig en chance for at fortælle ham sandheden om Max og forhåbentligt ville der ske det som Max sagde. At han ville tilgive mig og at han ville give OS en chance. For det tror jeg endelig at jeg er klar til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...