Home Before Christmas

23900
Lauren er en engel som arbejder på et hospital i engleverdenen, men en fejl sender hende ned på jorden for at få hende til at rode bod på den fejl og hjælpe en fra hendes tidligere liv der har brug for det. Hun havde bare ikke lige regnet med at skulle hjælpe ham. Hendes ex, Jack.


AA
aa

20. 18. dec. Skal, skal ikke - Jacks

18. dec.

Jeg ved ikke hvad jeg har gjort for at ende her. Jeg kan ikke huske hvordan jeg er endt her, jeg ved intet. Kun at et eller andet skete i min krop og jeg er endt i denne her krop, som jeg ikke engang kender og at en eller anden stranger er i min krop.

Jeg ved godt at jeg nu har været i underverdenen i et godt stykke tid nu. Man mister helt tidsfornemmelsen fordi der altid er mørkt, så man kan aldrig helt fornemme det er dag og nat. Men jeg ville nok gætte på at jeg ca. har været hernede i 4 dage. Og det er lidt tid siden jeg har snakket med Lauren, og hold da op hvor var hun da godt nok til meget hjælp. Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal gøre, så derfor har jeg gjort ingenting og se hvor det har ført mig, ingen steder.

Jeg kan mærke jorden ryste under mig og vinden komme. Åh nej, ikke den irriterende tur igen, det gør ondt hver gang det sker. Vinden fejer en op på en måde og taber en ned i et mørke man kun kan blive bange for som jorden åbner for en. Jorden gemmer på flere hemmeligheder end man lige skulle tro. Og når du falder ned igennem det mørke, kan du på en måde bare slappe af. Men det er det mørke som gør en så usandsynligt bange. For det føles som en evighed du falder. Du kan intet andet se end mørke. Og så kan du så falde der og bare spekulere over hvad du ville gøre hvis du dør endnu en gang efter det. Hvad ville du så gøre? Hvad ville der så ske? Får du så endnu en chance oppe i himlen, fordi de nok siger at du har ’lært’ din lektie? Eller dør du bare? Det er de tanker man har den første gang. Du overtænker for meget. Lidt ligesom når man har sex for første gang. Der flyder alle ens hormoner også ud i en følelse og man overtænker. Gør jeg det nu rigtigt? Kan du lide det? Kan jeg lide det?

Men som sagt man dør ikke af alt mørket. Du lander på et tidspunkt i en stol. En mørk læderstol, fordi mørke er alt hvad man kan se selvfølgelig. Det er den eneste farve der findes hernede. Foran en er der en gigantisk dør. Og når jeg siger gigantisk mener jeg gigantisk. Du kan hverken klatre over den eller slå den i stykker. Og der kan du bare sidde indtil der er en der åbner porten. De har ikke en lille bold du kan lege med på et bord ved siden ad, ikke et blad du kan læse i som når du er til frisøren. Du kan bare sidde og være glad for at du ikke døde på turen herned. Det gør du nok i højst 2 minutter og så kommer din ellers så geniale hjerne i tanke om. Ja jeg overlevede det, men hvordan kommer jeg tilbage igen. Og så flipper den ene side af din hjerne ud og den anden side, prøver at berolige hele kroppen og den anden side af hjernen. Indtil døren bliver slået op. Du får det største chok. Du tør ikke at gøre andet end bare at gå ind af den gigantiske dør.

Du når kun lige at træde ind på den anden side af døren, da den smækker bag dig og alle former for mekanismer i din hjerne er på overarbejde igen. Din hjerne var i kort tid lige faldet til ro, men nu begynder den igen. Er jeg låst inde? Skal jeg dø? Hvad skal jeg sige som det sidste ord? Et andet lille ord på fire bogstaver som dækker det. F-u-c-k.

Og der sidder han. Jeg ville ikke kalde ham fanden, for det må man ikke for det første, men også at han ikke ligner de djævle som vi tegner i menneskeverdnen, han er bare en helt normal mand som er revisor og har fået overrakt sig æren af at sidde på posten som fanden ham selv, fordi ingen selv meldte sig. Så han sidder bare hernede alene, uden nogen at snakke med, medmindre at folk selv søger herned, men så skal de først snakke med overhovedet i underverdenen på jord, som kan kontakte ham, det rigtige overhoved under jord. Han er ikke så farlig endda når du først lære ham at kende. Han har bare været igennem alt for meget shit i livet og er fucket up af alles bullshit. Hans søster er overhovedet i oververdenen, det er hende der fik det gode liv af deres forældre. Det er hende der har god og frisk mad på bordet hver dag, og vågner op til solskin.

Han kigger ikke engang op på mig da jeg går ind i lokalet. Han skriver stadig videre på de papirer han har læggende foran sig. De evigt lange papirer, med en så lille skrift på at jeg næsten ville falde død om bare at kigge på dem. Jeg kan se han skim læser det ene papir efter det andet, som når man selv skifter underbukser. Hurtig færdig. Han krydser altid af i nogle små bokse. Han kigger op da han ser at jeg stadig betragter ham i hans bevægelser. Han ryster hånden og kigger surt på mig. Han hvisker noget for sig selv, som jeg ikke kan høre. Han krydser af igen på det næste papir han lige har læst igennem imens jeg har beskrevet det for dig, men på et tidspunkt kan jeg ikke se den lilla blæk på papiret mere. Han ryster kuglepinden og prøver igen. Men der kommer ikke mere ud. Han giver mig et surt blik og smider så den kuglepinden så hurtigt afsted som er muligt for et halvt menneske og halv dæmon. Jeg følger den med blikket og ser den ramme den sorte betonmur. Den falder til jorden med et brag, som når en soldat falder i krig. Og der går den i stykker. Han tager en ny op fra den holder der holder hundrede andre helt magen til, den der ligger ødelagt på gulvet. Igen begynder han at skrive og jeg sætter mig hen i stolen overfor ham. Han peger på telefonen ved siden af sige igen uden at sige et ord.

                      -”Hej, hvordan har din dag så været.” Siger jeg og sætter mig tilbage i stolen igen. Han kigger op på mig igen og ruller med øjnene og lægger kuglepinden fra sig.

                      -”Den var egentlig helt fin indtil jeg fik et opkald fra oververdenen, som sagde at jeg skulle kalde den største pain in the ass herned fordi de ville snakke med ham, ja det er så dig jeg snakker om. Så ville du ikke bare tage den fucking telefon og bliv færdig, så jeg kan sende dig tilbage og jeg endnu engang kan være alene.” Han kigger tilbage i sine papirer.

                      -”Wow, du må virkelig være alene hernede.” Jeg kigger på ham og han kigger endnu engang op fra sine papirer, mere irriteret end nogensinde. -”Altså jeg mener, folk må være virkelig bange for at komme herned og for at møde dig, ik?” Jeg lyder nok en anelse usikker og forsigtig.

                      -”Bare tag den fucking telefon.”

                      -”Okay, okay, det ville jeg gøre.” Jeg tager telefonen op til øret. -”Hej, det er Jack Anderson, hvem er det jeg taler med?” Siger jeg og der er stilhed i den anden ende af røret. Hende der talte, rømmer sig så og fortsætter:

                      -”Det er Mrs. Erica Martin du taler med, jeg ringer hvad angår dit forhold til Lauren Johansson. Kender du noget til det? Eller er det den forkerte Max jeg har fat i?”

                      -”Max? Jeg hedder altså Jack, hvem er Max og hvorfor ville du forveksle mig med hans navn når jeg lige har sagt mit rigtige navn?”

                      -”Ville du ikke lige give mig overhovedet i underverdenen tilbage?” Hun lyder en anelse utålmodig og frustreret.

Jeg rækker telefonen over imod overhovedet og han kigger først på mig og ruller øjne, -”Det er til dig.” siger jeg og han tager ufrivilligt imod telefonen. -”Hils hende fra mig.” Jeg smiler til ham, men han tysser bare på mig.

Jeg kan høre hende i den anden ende snakke, men høre hvad hun helt præcist siger, kan jeg ikke, -”jamen i journalerne står der at det er ham. Han hedder Max Woods og er en falden engel oppe fra oververdenen, hvad mere kan jeg sige?” Han kigger på mig imens hun snakker videre. Og lige der tænker jeg at hun og ham må tage fejl. At min fætter lever på sit bedste vis oppe i oververdenen som Lauren har fortalt.

                      -”Her tag den, hun ville snakke med dig igen.” Han rækker mig den og jeg tager med glæde imod den, for har en ting eller to at sige til hende.

                      -”Hør, inden du siger noget. Max Woods, min fætter, lever altså sit bedstevis oppe i himlen, så jeg ved ikke hvem du forveksler mig med, men jeg er ikke Max, jeg er Jack Anderson.” Jeg siger det skarpt. Og hun er stille i endnu et stykke tid.

                      -”Åh nej, hun fortalte det ikke…” Hun gisper i den anden ende, -”og i er blevet switched, det var derfor hun var her og du er dig.”

                      -”Hvad snakker du om? Ja Lauren var i oververdenen, men fandt åbenbart en magisk måde at komme væk derfra igen, men Max og jeg har ikke lavet et switch, for så ville jeg stadig være i oververdenen i stedet for underverdenen.”

                      -”Der er noget du ikke ved, for jeg tror ikke at Lauren fortalte det til dig…” Hun holder en kort pause. -”Har hun nogensinde svaret dig på, hvorfor hun endte i dit liv og grunden?”

                      -”Ja, hun lavede en fejl og hendes straf var at sende hende ned på jorden, for at hjælpe en fra hendes tidligere liv i den søde juletid, og i valgte mig, for at give mig noget jeg mangler, selvom jeg tydeligvis ikke mangler noget og har det helt fint.”

                      -”Fortalte hun dig nogensinde om hvad fejlen gik ud på?”

                      -”Jeg er ikke sikker, hvorfor?”

                      -”Den patient hun mistede, var din fætter Max Woods, som døde den 1. dec. Det er en af de ældste love at bryde, at miste en fremtidig engel til underverdenen. Det er derfor du er dernede i hans navn og han er på jorden i din krop og i dit navn.”

                      -”Er det sandt?” Siger jeg overrasket. Det her er alt for meget, jeg kan ikke tage det mere. At hun efter alt det vi har været igennem, ikke har fortalt noget om det til mig.

                      -”Ja, men nu skal du ikke blive sur på den stakkels pige, for hun prøvede bare at beskytte dig for smerten hun vidste sandheden ville medføre.”         

                      -”Den fucking Bitch kan rende mig!” Siger jeg surt. Jeg er ikke sur, eller jo det er jeg også, men jeg er nok mest såret. At hun kunne finde på at holde det hemmeligt i så lang tid. Og havde hun overhovedet tænkt sig at fortælle det til mig på et tidspunkt?

                      -”Nu skal du passe på hvad du siger Jack!”

                      -”Hvad skal det betyde?”

                      -”Jeg har set ned på jer, jeg har holdt øje med hvordan det går med Lauren og hendes mission og jeg kan se den gamle forbindelse imellem jer, de gamle følelser. Jeg kan se at der er noget imellem jer som der i sidste ende bliver det som redder hende og dig. Så ik udeluk det bare fordi hun ikke fortalte det til dig.”

                      -”Nå.” Er det eneste jeg siger. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det. -”Men så er det godt at ingen bestemmer over hvad jeg føler.”

Hun er stille i den anden ende. Ikke noget kan slå den stilhed som hun kan komme med. -”Det er jo også sandt, men du skal bare ikke udelukke noget, som kunne være noget, det er det eneste jeg siger. Farvel Jack, jeg tror ikke du kan holde til mere.”

                      -”Nej vent!” Siger jeg lige inden hun sikkert havde tænkt sig at lægge på.

                      -”Ja?”

                      -”Hvad var det du ville snakke med Max om? Det med ham og Lauren?” Siger jeg, for i det mindste ville jeg vide hvad der sker hjemme i lejligheden. I min egen lejlighed, som jeg egentlig stadig betaler for, men ikke bor i. Ironisk nok.

                      -”Jeg havde en fornemmelse af at det ikke var dig der var nede på jorden, for jeg kan ikke høre hvad i siger, kun se hvad i laver. Så jeg ville snakke med hende om hvad der var ved at ske.”

-“Og hvad var der ved at ske?”

-“Jeg er ikke sikker på at du ville høre det…” Hun lyder for første gang en lille smule usikker i den anden ende. –“Men okay, de var ved at kysse, sådan læber mod læber kysse, men inden de rørte hinanden, afviste hun ham og det har været lidt akavet imellem dem siden”

-“Så de kyssede næsten?”

                      -“Ja”

                      -“Min fætter af kød og blod, som jeg har taget mig af igennem næsten hele mit liv, har næsten kysset med min dame?” Spørger jeg igen, bare for at prøve at forstå at jeg har fået hele situationen med.

                      -“Ja, men jeg tror ikke det var meningen, de blev bare fanget af øjeblikket, det kender du vel alt til ik?” Siger hun. -“Ja, jeg tænker da at Lauren og dig har lavet nok fejl da i var sammen på jorden.” Hun grimer lidt i den anden ende, og jeg aner ikke om det er et tegn til jeg også skal gøre, det, men det gør jeg ikke, da jeg ikke synes det er sjovt på nogen måde.

                      -“Hvad skal det betyde?”

                      -“Nå bare at…” Hun roder lidt med telefonen i den anden ende, -“Ja, undskyld, bare at alle de lidt mere intense øjeblikke i har haft nok var at blive fanget i øjeblikket, og ikke fordi i rent faktisk følte noget.” Og der bliver jeg en lille smule irriteret, for hun aner intet om hvad jeg føler og ikke føler.

                      -“Hør, det kan godt være du er overhovedet i oververdenen og er en af de mennesker i universet der ved mest, så skal du ikke komme her og fortælle mig hvad der er rigtigt og ikke rigtigt i mit kærlighedsliv, det styrer jeg heldigvis selv.” Siger jeg lidt hårdt.

                      -“Nå nej! Det var ikke det jeg mente, men Lauren ved godt hvad hendes opgave var da hun blev sendt ned på jorden til dig. Hun skulle give dig noget du har manglet i denne her juletid, og at blive indblandet med dig mere end nødvendigt, ved hun også ikke er klogt. Så klog er hun dog, så du skal måske ikke tro at det betyder mere for hende, hun går kun efter at komme tilbage igen, det er det eneste.”

Jeg lytter knust til det hun siger, det er nok det som Lauren har prøvet at fortælle mig, bare på en sødere måde og mindre knusende måde. Hende her er mere lige på og hårdt, hvor hun ikke tænker over andres følelser.

                      -”Okay, jeg har forstået, det eneste du ville have er at Lauren ikke dummer sig og kommer op i himlen igen. Nå men hvis der ikke var andet, ville jeg gerne komme videre.” Siger jeg som det sidste, og hun svarer heller ikke på det jeg siger, hun lægger bare på.

Jeg står sådan lidt stenet med telefonen i hånden. Jeg føler jeg er låst fast til jorden. Jeg ville gerne gå, men mine ben ville ikke følge med. Fanden eller hvad man ville kalde ham, kigger forsigtigt op fra sine papirer og tager forsigtigt telefonen ud af hånden på mig.

                      -”Hør,” siger han og jeg flytter blikket over på ham, ”Jeg er ikke særlig god til opmuntringer eller noget, men noget jeg ved noget om er Mrs. Erica. Hun er jo trods alt min søster, da hun valgte at ville være oppe i fryd og overdådighed og efterlade mig med alle jer røvhuller og kujoner følte jeg mig forrådt, for ser du, før vi skulle tage over for vores forældre, var vi tætte. Og med et vendte hun mig ryggen. En rigtig egoist. Vi snakkede aldrig om det og jeg er den dag i dag stadig sur på hende. Men hun er ikke så hård endda. Og det her sted er ikke så slemt endda.” Han smiler til mig. Nok det første smil jeg nogensinde har set fra ham. -”Så kom videre.”

Jeg går ud af døren, da det er det eneste jeg kan finde på at gøre lige nu. Intet af det her hænger sammen. Hvorfor skulle Lauren nogensinde lyve om min fætter? Hvorfor skulle hun ikke lyve om min fætter? Hvorfor skal jeg tro hende? Hvorfor skulle jeg ikke tro hende? Der er så mange spørgsmål. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro og lige nu ville jeg egentlig bare gerne hjem til min lejlighed, min seng, mit liv, og… Jeg stopper tanken. Den tanke kan jeg da ikke tænke igen. Jeg kan ikke gå igennem det underverdenen en gang til. Men så tænker jeg jo tanken alligevel.

Og jeg ville hjem og tilbage til Lauren. Den pige som på så irriterende vis er kommet ind i mit hoved igen. Og ikke kun mit hoved. Som også er kommet ind i mit hjerte. Hende som har åbnet det igen. Hende som jeg er så vild med at det ikke kan beskrives.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...