Kære du.

000
Den svære kærlighed.

AA
aa

1. Kære du.

Kære du.

 

Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. Der er så meget, jeg gerne vil sige. Så mange tanker som fylder mit hoved. Så mange ord, som jeg er så bange for, at du ikke forstår. At du ikke ved, hvordan du skal bruge de ord.

 

Derfor skriver jeg. Det er så meget nemmere for mig, for du ved, hvordan jeg ikke kan se dig i øjnene, når jeg siger noget personligt.

Jeg er bedre her. Jeg kan sige de ord, som du måske alligevel ikke forstår. Jeg ville aldrig kunne sige dem højt, mens dine blide, brune øjne hviler på mig.

 

Det er svært, af mange grunde. Mest af alt fordi jeg er svær. Jeg er ikke nem at forstå. Jeg har flere sider, og du har endnu ikke set dem alle. Der er mange. Måske kommer du aldrig til at se dem alle.

 

Du er nået langt. Og måske kan du nå længere. Men kun hvis du ønsker det. 

 

Jeg giver mig ikke hen. Jeg åbner mig måske nemt, men det er kun for den ydre skal. Det inderste, det holder jeg for mig selv, for jeg vil ikke såres. Og jeg er bange for, at du ikke forstår. At du ikke accepterer. At du bliver bange, skræmt af noget så dybt og svært, at det ikke er til at overskue for dig. Det ved jeg. For selv kan jeg ikke overskue det.

 

Derfor var det også svært, da jeg sagde, hvordan jeg havde det med mig selv. Hvordan mit hoved nogengange kvæler de gode øjeblikke, og lader mine øjne fyldes med tårer, lader mine hænder ryste, og lader min krop vugge frem og tilbage.

Jeg kan næsten ikke styre det.

 

Og du sagde, at det var synd for mig. At det var træls for mig, at jeg havde det sådan.

Du havde lagt armen om mig i et øjeblik, og jeg var paf. Jeg var glad, for du var nær, du forsøgte at lyde som om, at du forstod. Men dine ord. Det du sagde, den medlidenhed din stemme viste, som dit kropssprog afspejlede, det tændte et lys for mig, men slukkede et andet.

 

Du vidste ikke, hvordan du skulle reagere. Det var det, der skete.

 

Det oplever jeg tit. Folk siger ofte, at det er synd for mig, at det er træls for mig.

Og jeg er afvisende overfor det. Jeg hader det. Jeg hader, at folk synes, at noget er synd for mig. Medlidenhed er godt, men når man oplever det hele tiden, så er det som at hælde vand i et bæger, som allerede er fyldt. Der kommer intet nyt ud af det.

 

Det var svært for mig at sige det, tingene om mig selv, og min stemme havde rystet lidt. Jeg ved ikke, om du lagde mærke til det. Den lette skælven i kulden, mens vi gik side om side i skæret fra lygtepælene. 

 

Jeg ved faktisk ikke, hvad der skete. Vi gik, og vi gik endnu mere. Vi gik de samme veje, blot for at gå, for det var så koldt, at vi aldrig bare kunne sætte os.

 

Vi snakkede. Det var også svært. For indimellem var ordene kun fylde, som skulle kvæle den stilhed, som truede med at slutte sig om os.

Der gik mange minutter, starten var svær, det blev nemmere, og du var sød. Du er altid sød. Og så forsigtig, for du vil aldrig sige noget, som ville ramme mig. Og det elsker jeg dig for.

 

Du gør alt for ikke at gøre noget forkert. Du er ligesom mig. For du vil fremstå bedst muligt, du vil gøre alt for, at det går godt. Og da jeg spurgte ind til dig, da mærkede jeg, hvordan det kom tæt på. Du var ked af det. Fortalte noget personligt om din familie, og jeg forsøgte at være der for dig, og jeg håber, at du mærkede det. Du virkede tryg. Og jeg blev glad af det, for jeg ville så gerne gøre det rigtigt.

 

Jeg forsøgte at vise det, som jeg sjældent får fra andre. Forståelse. Ikke medfølelse, for det drukner man i, men tværtimod en bekræftelse i, at det er okay at være ked af det.

Det håber jeg, at du forstod.

 

Vi sad også på en bænk og snakkede. Du kiggede tit på mig, det kunne jeg mærke. Jeg giver dig sjældent øjeblikke til at se ind i mine øjne. Det er for svært.

Jeg kæmper. Men jeg er så bange for, at det er misvisende. Du gør alt for at virke interesseret. Og jeg er så taknemmelig, for jeg har aldrig mødt en som dig før. Du er så sød og kærlig.

Du er alt det, jeg altid har søgt efter. Du er i mine øjne fantastisk. Og jeg kan mærke indeni, hvor glad jeg bliver, når jeg ser dit navn.

 

Jeg har aldrig hørt dig sige mit navn. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg husker det ikke. Det føles underligt, for det får mig til at tænke på, om jeg bare er en anonym person for dig. Et tal i rækken. Det tror jeg ikke på, for sådan er du ikke. Sådan virker du ihvertfald ikke. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, for det gør jeg jo. Jeg tænker. Og jeg tænker for meget.

 

Det er mine tanker, som gør, at jeg ikke kan slippe mig selv. Jeg er for bange for at falde. Jeg er bange for at elske noget, som ikke elsker mig. Jeg elsker ikke mig selv, og derfor forstår jeg heller ikke, hvordan andre nogensinde skulle kunne elske mig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...