Bommen

18032
En trist, men smuk historie om drengen Georg, der dør, og må acceptere at tage afsked med livet, selv som genfærd, selv som tiårig og selv om man gerne ville have haft nogle flere venner.
Accept, afslutning og ensomhed

1. Bommen

Bommen blev normalt aldrig lukket op... Men da jeg døde, åbnede de den. Bommen som delte villavejen i to, og forhindrede unødvendig trafik. Da blev den åbnet, så LIGTOGET kunne komme igennem. 

 

Mit navn er Georg. Jeg var ikke så gammel, da det skete. Jeg var næsten fyldt 11 år, så min død kom meget pludseligt. Ikke mindst for mig selv men også for mine forældre. Jeg var derhjemme, hvor jeg som sædvanlig stod, og nød udsigten fra vores bibliotek. Da jeg kiggede ud, så jeg to drenge, som kom fra længere nede ad vejen hænge på vores låge. De snakkede aldrig til mig. Det var der sjældent nogle, der gjorde. Men da jeg kiggede ud, var det som om drengene kiggede tilbage på mig. En af dem vinkede, og smilte til mig. Eller også grinte de bare af mig. Jeg var ikke helt sikker. Det var faktisk lige før, jeg kiggede mig over skulderen, for at sikre mig det var mig, de vinkede til. Jeg besluttede mig for at gå ned til dem, og sige hej. Måske ville de lege med mig. Jeg havde aldrig nogen at lege med. Ikke engang mine forældre. Min far sad altid på hans kontor, og ville ikke forstyrres, mens mor havde travlt med at holde huset. Jeg tilbragte det meste af min tid i mine forældres private bibliotek på første sal. Derfor var jeg også god til at læse. 

Jeg løb ud fra biblioteket og ud på den mørke gang. Måske ville drengene forsvinde, før jeg nåede derud. Da jeg nåede til trappen med fuld fart på, gik det galt. 

 

Det var som en levende kraft.

Væggene omsluttede mig.

Kunne man let ved en fejl.

Træde forbi trinnet.

Det længste fald.

Landede man forkert.

Uheldigt.

 

Tusinde tanker gik gennem mit hoved. Jeg hørte ikke andet end dem, og så blev det mørkt. Det næste jeg så, var loftet. Det gamle træloft, som prægede entréen. Jeg troede, jeg var besvimet, men da jeg rejste mig op, så jeg en lille skikkelse på min egen størrelse. Jeg hoppede forskrækket tilbage, og kiggede væk. Der lå jeg. Jeg måtte have brækket nakken. Hvordan kunne jeg mon stå og kigge på mig selv, hvis jeg var død? Det vidste jeg ikke. Lidt efter kom mine forældre løbende. De så bange ud, og havde sikkert hørt larmen, da jeg faldt ned ad trappen. De skyndte sig hen til skikkelsen på gulvet. Min krop. 

“Georg!” skreg min mor, og begyndte at græde. Jeg følte selv, at jeg skulle til at græde, men ingen tårer kom frem. 

“Mor,” sagde jeg højt og tydeligt. Ingen reagerede. Jeg bevægede mig langsomt væk fra dem. Det var ubehageligt at se min ubevægelige krop ligge der og sørgeligt at se min mor græde. Jeg nåede lige at se min far løbe ud til telefonen. Jeg tror ikke, han ringede til ambulancen. Det var der jo egentlig ingen grund til. Min puls var der ikke længere. Hvordan kunne jeg ellers stå der og se på? Pludselig blev det mørkt igen men kun i et øjeblik. Jeg røg lige igennem hoveddøren. Gispede højlydt. Det føltes underligt... koldt. Men jeg kunne ikke mærke så meget efter faldet. Kun en ubehagelig følelse indeni som helt sikkert ikke var på grund af faldet. Snarere på grund af chokket, håbløsheden og forfærdelsen. Jeg var død. Stendød.

 

Jeg stod på vores veranda. Det var svært at forstå, hvordan jeg ikke røg igennem gulvet, når jeg nu røg igennem døren. Det er nok bare sådan, det var som spøgelse. Var jeg det? Et spøgelse? Det lyder så uhyggeligt. Jeg var nærmere et genfærd. 

 

Jeg kiggede nysgerrigt hen på vores låge, som førte ud til villavejen. Drengene var forsvundet. Jeg kunne alligevel ikke lege med dem, nu hvor jeg var et genfærd. Hvad skulle jeg så? Hvad var meningen? Hvorfor kom jeg ikke direkte i himlen? Hvis der altså var noget såsom himmel og helvede, tænkte jeg. Tiårige mig. Det var ikke så usædvanligt at tænke over døden, og hvad der mon sker efter den. Jeg havde læst massere spændende religiøse bøger i mine forældres bibliotek, som fik mig til at undre. Men jeg havde godt nok ikke troet, at jeg ville dø den dag. En helt almindelig dag. Men en af de gode.

 

Jeg gik lidt rundt i forhaven. Gad vide om der var nogle, der kunne se mig. Eller måske var jeg bare usynlig for alle. To dage senere skulle jeg begraves. Jeg havde ikke turde bevæge mig ind i huset igen efter at have set min krop ligge der ubevægelig. Det var heller ikke rart at se, hvor ulykkelige mine forældre var. De havde mistet sin søn. Jeg havde mistet mit liv. Men... af en eller anden grund virker det som om, de har mistet mest... Da ligtoget kom, åbnede de bommen. Jeg havde ikke regnet med at se så mange komme kørende til min begravelse. Så mange kendte jeg da ikke. Men måske kendte de mig.

 

Jeg fulgte nysgerrigt efter ligtoget til min egen begravelse. Begravelsen var som mange andre begravelser. De gjorde dog lidt mere ud af kistens pynt. Blomsterne lignede allesammen hinanden, de var vist nok fra dem, jeg ikke kendte så godt. Mine forældre havde lagt to af mine yndlingsbøger fra biblioteket ned i min kiste. “Sweaterens historie” og “brødrene Grimm eventyr”. Jeg havde mange flere yndlingsbøger, men det var stadig rørende. Min farmor og farfar som jeg så utroligt sjældent, dengang jeg levede, havde lagt et maleri, siden de var talentfulde kunstnere begge to. Det var et maleri, som forestillede mig, der sad på bænken ved siden af søen i deres store have. Det var mit yndlingssted at læse, når jeg var på sommerferie hos dem.  Ja. Denne begravelse vækkede mange minder frem. Flere end andre begravelser jeg har været til. 

 

Senere gik jeg langsomt hjem fra kirken. Jeg ante ikke, hvor længe jeg ville være et genfærd. Man skulle tro, det ville være slut, når kisten bliver begravet, men jeg var der endnu. Jeg nåede, til den store velkendte villa for enden af vejen. Solen var snart nede. Pludselig fik jeg øje på de to drenge, som hang på lågen. Jeg ville ønske, jeg i det mindste havde nået at lege med dem. At få nogle venner. Men sådan skulle det ikke være. 

 

Jeg gik forbi dem på vej hen til huset. Drengene stod bare, og kiggede på huset. De stirrede nærmest. Hvad i alverden havde de gang i, spurgte jeg mig selv. I det min genfærdsskikkelse faldt igennem lågen, som en lydløs vind, sagde den ene af drengene højt,

“Robert! Jeg tror lige, jeg så ham!” Jeg så forskrækket over mod drengen, men han kiggede stadig op mod villaen. 

“Hvor?” spurgte ham som hed Robert. 

“Der! Oppe i hans vindue,” svarede drengen. Jeg så op mod mit hjem. Han mente sikkert biblioteket. Det var der, jeg altid sad. 

“Tror du, han er fanget?” spurgte Robert. Jeg havde ikke tænkt på det sådan. Drengen svarede ikke, men sagde i stedet,

“Stakkels Georg...” de kendte altså mit navn. 

 
Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...