Historie om verdens ende

000
Efter en bytur i Des og Jacobs studenteruge, støder de to venner på en pige, der tilsyneladende er faldet i søvn på en bænk midt i Randers. De tager hende med sig hjem, hvor hun sover en nat på deres sofa, og da hun næste morgen er sporløst væk, efterlader hun sig en række af spørgsmål, som straks begynder at hjemsøge både Des og Jacobs liv. Hvem var pigen? Hvad betyder den tatovering hun har på sig? Og hvorfor var hun så ualmindeligt dragende?
Imens de to kaster sig ud i en jagt efter hver sine svar, bliver de samtidig viklet ind i en verden hvor mere end deres egne liv er på spil.

AA
aa

3. Miah

Pigens hår var i alle retninger, men hun lignede ikke en der havde

været i byen, for hun havde en form for sportstøj på og bare tæer.

Faktisk så hun ud som om hun ikke havde sovet, spist eller badet i dagevis, hendes kulør var mere grå end noget andet.

Jeg blev ikke overrasket, da Jacob satte sig på hug foran hende, men overrasket da han kunne hendes navn.

Jeg havde altid kendt Jacob, men aldrig set pigen før.

“Miah,” sagde han, og ruskede i hende, “vågn op”. Det gav et sæt i pigen, og hun satte sig op med et spjæt

som et jaget dyr. Hun kneb øjnene sammen og så på Jacob, som om han var, ikke bare en fremmed, men

noget fremmed.

En raspende hæs stemme brød hendes tavshed idet hun sagde noget uforståeligt. 

“Øh, hvad laver du her? Du skal ikke sove på en bænk.”

Hun så på gaden bag os. “Det var heller ikke meningen. Jeg var på vej hjem… Jeg missede toget.”

Jacob knebøjnene sammen og overveje hendes svar lidt.

“Kom, tag med hjem til os. Du kan sove på sofaen og tage toget i morgen.”

Hun kiggede bare på ham. “Det kan jeg ikke. Jeg venter bare på banegården på det næste tog.”

“Der går ikke noget tog før klokken seks. Kom nu med.” han rakte en hånd ud til hende og langsomt tog hun

den.

Miahs gang var langsom og slæbende. Jacob og jeg sagde heller ikke meget på vejen hjem. Jeg havde samlet

hendes taske op fra under bænken og insisteret på at tage den. Den var brun og lavet af læder og mindede

mig om min dansklærers i femte klasse, der altid kom fem minutter for sent til timerne, men også

formåede at holde på eleverne fem minutter ekstra. Jeg savnede billedkunst og naturteknik og frikvarterene med fodbold og hinkesten. Men jeg savnede også min far, og den slags tydede på at beruselsen talte mere end fornuften. 

Lejligheden stod præcis som vi forlod den, på en næsten overraskende måde. Da han tændte lyset stod de

halvtomme glas med appelsinjuice og terningerne på bordet fra før byen der stadig og de forskellige jakker, vi havde skulle vælge mellem inden lå på gulvet.

Mia så sig omkring fra sin plads lænet op af væggen imens Jacob redte op på sofaen til hende. Jeg

skænkede tre glas vand og gav et til dem hver.

“Vil du låne en trøje?” spurgte jeg.

Hun sagde at det var okay. Jeg stod lidt og så på hende uden at vide hvad jeg helt skulle give mig til.

Hvordan skulle jeg forholde mig til at der stod en vidtfremmed pige foran mig, som så ud som om hun

til hver en tid kunne forsvinde fra den blå luft?

Jacob slog på den opredning han lige havde lavet, som for at sige at der var plads til Mia nu. “Føl dig

hjemme og sov så længe du kan,” sagde han, imens Mia lagde sig ned fuldt påklædt under dynen.

Jeg ville gerne sige noget mere end “sov godt”, men hun så allerede ud til at være på vej ind i en tung søvn,

så jeg gik i stedet ud for at børste mine tænder. Anne og aftenens begivenheder var allerede tågede.

Jacob havde lagt sig i sin seng, lå og scrollede på sin telefon. Jeg var ikke sikker på jeg kunne falde i søvn

endnu. Jeg lagde mig ned i min egen seng overfor alligevel, men da han slukkede lyset, blev jeg endnu mere vågen.

Det brusede i mine ører og snurrede i min krop og jeg rejste mig hurtigt op igen. Ude i køkkenet smurte jeg

en bolle med ost og spiste den imens solen stod op. I lejligheden kunne man sidde i vindueskarmen i

køkkenet og kigge ud i baggården, hvor der hold biler parkeret, ud over vejen, over åen og på

horisonten med den spæde sol. Jeg lænede hovedet tilbage mod muren og stirrede. Stilheden blev så småt

brudt af fuglefløjt og af de få biler, der kørte på vejen nedenfor. Nogle enkelte stemmer fra folk, der enten

skulle tidligt op eller kom hjem fra byen lød også, og jeg var glad for at sidde her, fire etager hævet over

det hele. I sådanne øjeblikke kunne jeg tage mig selv i at være lykkelig. Stilhed og ensomhed var noget jeg

elskede og hadede på samme tid.

Jeg tænkte på mine mor og på mine søskende og på Jacob. Jeg tænkte på den varme følelse jeg fik i brystet

når jeg havde været væk fra dem og endelig kunne få dem at se igen. Jeg tænkte på min barndom og på

hvordan de fem mennesker havde været konstanter hele vejen igennem. Jeg tænkte på Miah. På hvordan et

fremmed menneske lå på sofaen inde ved siden af med sin helt egen historie, sit helt eget liv. Der hang en

aura af skrøbelighed over hende. Jeg listede ind i stuen og satte mig i lænestolen og kiggede rundt. Kiggede

på hende mest. Hun havde fine ansigttræk og hår, der bar tegn af en umage, måske hjemmeudført, klipning for lidt for længe siden.

Hendes mund var en lille smule åben, men ellers bar hendes kropssprog ikke tegn af at være afslappet. Selv

i søvnen var hun på vagt. Jeg sad længe og så på hende, før jeg også var ædru nok til at falde til ro.

 

Jeg vågnede først langt henimod middagstid. Der var ikke nogen i stuen og heller ikke nogen lyde i

lejligheden. Langsomt satte jeg mig op på sengekanten og tjekkede med et par dybe indåndinger, hvordan min

krop havde det. Det var vist okay.

Jacob kom ind i stuen. “Godmorgen.”

Jeg svarede godmorgen og gned mig i øjnene, desorienteret. “Hvad sker der, hvor er Miah… Det var Miah hun

hed, ikke?”

“Jo. Hun var væk da jeg vågnede. Hun havde taget sengetøjet af og lagt det sammen og alt muligt. Jeg har

ikke kunne komme i kontakt med hende.”

Jeg løftede øjenbrynene. “Mærkeligt. Hvor siger du, du kendte hende fra?”

“Vi gik i folkeskole sammen. Hun gik ud af skolen i syvende, fra den ene dag til den anden, og ingen fik noget at vide om hvorfor. Det var faktisk lidt uvirkelig dengang, kan jeg huske."

Jeg rynkede brynene. Det føltes som om nattens hændelser godt kunne have været en drøm. 

 

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...